Nyhed 26 Oprykning til andetholdet |
20/4-2010:
Noget tyder på, man skulle have været i Korsør og se oprykningskampen til A-rækken mellem Korsør I og Slagelse II mandag aften d. 19/4-2010. Referat fra vores udsendte Morten Jørgensen: Lars Jørgensen - Leif Hesselberg ½-½ Morten Jørgensen - Ivan Mikkelsen ½-½ Arly Berg - Allan Larsen 1-0 Jesper Dyberg Larsen - Erik Mikkelsen ½-½
Arly var den første der vandt, han gjorde det han er bedst til : åbne en modstanders lukkede stilling med mærkelige tårnmanøvrer. 1-0
Dette satte Lars og Morten på de 2 første brætter i den behagelige situation, at en sejr til Lars eller remis for både Lars og Morten ville sikre Slagelse den samlede sejr (ved 2-2 afgør det øverste bræt).
Lars på bræt 1 fik hurtigt overtaget og stod mere og mere til gevinst efterhånden som tiden gik.
Lige modsat gik det for Morten på bræt 2. Ivan fik et betydeligt positionelt overtag med hvid i siciliansk. Morten fik dog stabiliseret det en anelse med en klippefast dobbeltdækket forpostspringer på midten af brætet. Ivan trængte dog ind på 7.række med dronning og tårn og var 2 sølle træk fra at erobre Mortens dronning og dermed partiet (og oprykningen!!)
På bræt 1 havde Lars efterhånden en hel springer og alle ventede at det kun var et spørgsmål om tid inden sejren ville være hjemme. Leif havde mærkeligt nok modspil med sine tårne og han klarede remis - (ved trækgentagelse, vistnok) 1½ -½
På bræt 2 havde Morten slået taktisk tilbage efter at Ivan missede den nemme gevinst. Dronning+Tårn+sammenhængende fribønder i centrum mod Dronning+Tårn. Klar gevinst under normale omstændigheder, men holdkaptajn Lars gav "lov" til den remis, der sikrede Slagelse den samlede sejr og oprykning. 2-1
Jespers parti på bræt 4 var nu helt uden betydning - heldigvis for det, for Jesper stod klart til tab: Løber mod Løber og mange fribønder til Erik - heldigvis har han næppe bestået "bronzespringeren" - det lykkedes Jesper at ofre sin løber og vinde fribønderne. Erik sad nu tilbage med en løber med den forkerte farve ift. forvandlingsfeltet. ;-) remis.
Slutresultat: 2½-1½ til Slagelse II
|