Hjem
Nyhed 378: Skak på Biblioteket. Reflektioner.

12/9-2024: Skak på Slagelse Central Bibliotek, Stenstuegade. Refleksioner og status.

 

Af Søren Dyberg Larsen

Gennem en del måneder har et par af klubbens spillere arrangeret hygge skak på biblioteket i Slagelse. Dels torsdag eftermiddag dels lørdag formiddag. I øjeblikket spilles der lørdag formiddag fra kl. 10:00 og et par timer frem. John Heidelbach og Lars Jørgensen har begge stået som primus motor for arrangementet. Biblioteket stiller velvilligt lokale i stueetagen til rådighed.

Slagelse Skakklub støtter selvfølgelig initiativet og har udlånet materialer til formålet. Ud over John og Lars har en del af klubbens spillere også fra tid til anden lagt turen forbi til et spil skak, opgaveløsning, analyser og åbningsforberedelser.

Sidste år var klubben så heldig, at enkelte af de spillere, der kiggede forbi biblioteket, også kiggede forbi klubbens by turnering i september og deltog.

Idéen er da også, at hyggeskak på biblioteket på sigt kan tiltrække nye medlemmer til klubben.

Fra John og Lars har bestyrelsen i øvrigt modtaget følgende:

"
Vi har nu haft tilbud om at spille skak på biblioteket hen over 2 somre, hvor vi har stillet op først torsdag fra 15-17 og nu senest om lørdagen fra kl 10-12.
Foreløbig har det været en rigtig god oplevelse. Dels har vi jo hygget os med spillet og dels har vi stødt på mange skakspillere, som ikke spiller i klub, men som alligevel har oparbejdet en stor spillestyrke fx ved at spille på nettet.
Der kan nævnes mange talentfulde spillere - Andreas, Cinar, Benjamin, Malthe, Nathaniel, Mischa, Henrik med flere, som vi ikke lige kan huske navnet på.

Men mange rigtig gode spillere som helt sikkert kunne blive endnu bedre af at spille i klub.
Desværre er der jo mange aktiviteter, der i dag konkurrerer med skak. Men det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at når vi ved, at de unge mennesker er bosiddende i Slagelse, at de så ikke vælger at spille et af verdens bedste spil i klub. Men det kommer måske. 
Lars har besluttet at fortsætte med tilbud om skak på biblioteket foreløbig frem til jul i år. Det vil foregå om lørdagen kl 10.

Alle er velkomne - også klubbens medlemmer."

Hermed er opfordringen givet videre. Mød meget gerne op og spil lidt skak på biblioteket lørdag formiddag så længe det arrangeres af Lars og John.