Hjem
Nyhed 293: Taastrup I - Slagelse I: 2-6

24/2-2020: Taastrup I - Slagelse I: 2-6 i 2. Division gruppe II

 

Af Søren Dyberg Larsen

Næstsidste runde i 2. division gruppe 2 stod for vores vedkommende på en udekamp mod Taastrup Skakforening i Taastrup. Det mest spændende var egentlig, hvordan Taastrup stillede op denne gang. Vi var i stærkeste opstilling.

Taastrup havde de sædvanlige afbud i toppen, hvorfor Jan Mose Nielsen atter var at finde på bræt 1. Han spiller normalt omkring bræt 5, så en mærkbar svækkelse. Målt på rating skulle vi vinde den match 6-2. Taastrup Skakforening holder iøvrigt til på Hovedgaden i Medborgerhuset, som er et tidligere hotel, der nu er flot istandsat. Spille lokalet og de tilhørende faciliteter kunne der ikke sættes en finger på. Fornemme faciliteter.

Bræt 1: Søren Dyberg Larsen - Jan Mose Nielsen: 1-0
Et spændende parti vi fik rystet sammen på bræt 1. Jan Mose var lige ved at tabe på tid, men fik lige akkurat klaret at trække inden tiden løb ud. Åbningsspillet var utraditionelt og stillingen blev hurtigt både kompliceret og spændende. Mose undlod at rokere og forsøgte at få et angreb i stand i h-linjen mod min kongestilling. Jeg åbnede til gengæld f-linjen og forsøgte ad den vej at forstyrre den sorte konge. Med kort tid tilbage tog jeg chancen og ofrede en kvalitet på e6. Mose fandt vist ikke de mest præcise træk efterfølgende og pludselig var dronning og to løbere på jagt efter den sorte konge, som sluttelig blev sat mat på a8. Et spændende og godt parti.

Bræt 2: Christopher Nørregaard - Preslav Petkov: ½-½
Petkov var en af to brødre på holdet. Den anden spillede bræt 3. Begge var ikke uden evner og Christopher kom da også til at stå lidt i underkanten i åbningen. Christopher havde forsømt udviklingen af især kongefløj og dronning og den ene løber var på eventyr på droninngefløjen. Det så da også lovende ud i enkelte varianter og en bondegevinst lurede. Men Petkov spillede ganske fint og Christopher følte sig nødsaget til at tilbyde en remis ret tidligt i partiet. Det var vist noget med -2 i Stockfish-termer og "en halv er bedre end ingenting", hvilket holdlederen kun kunne nikke ja til.

Bræt 3: Per-Henrik Nielsen - Rostislav Pretkov: ½-½
Per havde fået fornøjelsen af den anden Pretkov bror. Per kom bedst ud af åbningen med terræn overvægt løberpar og sidenhen spil mod en isoleret d-bonde. Det fortsatte en rum tid med Per som den mest initiativrige. Men den unge Pretkov holdt godt fast og en halv er som bekendt bedre end ingenting, hvorfor Per også tilbød remis efter små 3½ timers spil. 

Bræt 4: Gert Jørgensen - Hasan Yildiz: ½-½
Dagens sidste parti, som gik næsten tiden ud. Vi kunne sagtens være taget hjem en time før. Taastrup spillerens forsøg på at vinde partiet med uligefarvede løbere, en fastlåst bondestruktur og en konge, der ikke havde indbrudsfelter, var nyttesløst. Det var lige før, vi skulle have 50-træks reglen i kraft og en henstilling til  Taastrup-manden fra enten dommer eller holdleder havde måske været på sin plads. Gert fik tre klokkeklare remistilbud afvist. Partiet var fra start til slut helt lige uden de store spræl.

Bræt 5: John Heidelbach - Svend Erik Andersen: 1-0
På bræt 5 var der dog ikke megen tvivl: John var i førersædet ret hurtigt i partiet, hvor modstanderen ikke helt spillede det optimale i åbningen. En overseelse kostede en løber i h-linjen for to bønder. Det holdt ikke længe og John var første mand på tavlen med en hel pind. En helt igennem godkendt præstation af John, som virkede meget sikker i spilgennemførelsen.

Bræt 6: Hans Lundkjær Rasmussen - Benjamin Jensen: 1-0
Her begyndte ratingforskellen for alvor at skinne igennem. Hans fik udviklings forspring i åbningen og modstanderen forsømte især rokaden. Den unge Taastrup-spiller forsøgte sig med et overfaldsangreb med fremskudte e- og d-bønder. Hans bevarede overblikket og fik afviklet til gunstigt slutspil med mer-bonde. Det blev lidt senere til endnu en merbonde og så var partiet afgjort. Også en helstøbt præstation af Hans.

Bræt 7: Lars Jørgensen - Jan Kaargaard Jensen: 1-0
Holdets topscorer svigtede heller ikke denne gang. Lars fik hurtigt initiativ i åbningen. En bonde blev skubbet frem til e6 og kom sidenhen til at stå ganske irriterende for modstanderen på f7. Lars ofrede en officer på g5 og hans angreb så da også faretruende ud. Om ikke andet var der spil for officeren, hvis ikke der var direkte mat angreb. Lars fortsatte ufortrødent og til sidst trådte sort ved siden af og Lars kunne sætte mat. Et flot parti (igen) af Lars, som med imponerende 4½ af 6 er holdets topscorer.

Bræt 8: Henning Pedersen - Anders Peter Hansen: ½-½
Ratingtal er ikke alt, det har vi flere gange måtte sande. Henning havde dog mere end 400 rating point mere end sin modstander og det så da også hurtigt lovende ud for Henning. Først en kvalitet og sidenhen en officer kunne Henning indkassere. Modstanderen forsøgte et desperat modangreb på Hennings konge, og af en eller anden grund fik Henning ikke sat en prop i. Pludselig var det angreb meget farligt med tårn og dronning i færd med at bryde ind. Henning valgte at give dronningen for det ene tårn og havde da stadig 2 tårne + løber for dronningen. Det burde være rigeligt, men truslerne var der stadig og til sidst løb man ind i en evig skak. Remis.

Slutresultat 6-2 i vores favør og da Kalundborg tabte med samme cifre til Holbæk har vi 4 points forspring inden sidste runde, hvor vi møder netop Kalundborg i Slagelse.

Sidste runde søndag d. 8. marts 2020.