Hjem
Nyhed 276: Byturneringen tæt på afgørelse

17/9-2019: Byturneringen tæt på afgørelse....


af Søren Dyberg Larsen

Årets Byturnering nærmer sig sin afgørelse. Mandag aften spilledes runde 4 og 5. De tre useedede spillere, Kjeld, Svend og Jesper skulle se, om de kunne holde forfølgerne væk. Kjeld og Svend tørnede sammen på bræt 1 og en af dem kunne måske stadig bibeholde den gule førertrøje.

Det parti faldt ud til Kjelds fordel og han var således stadig i front. Jesper måtte derimod ned mod en velspillende John. I det hele taget gav spillerne fra nummer 1 til 6 på turneringstabellen ikke noget væk.  Søren slog Philip, Christopher slog Henning, Gert slog Villy, Hans slog Mikkel og Lars slog Leif.

Jesper og Svend var således sat midlertidigt af.

I runde 5 skulle Kjeld op mod Christopher. Kjeld havde sit halve points forspring at kæmpe for. Det gjorde han bravt, men Christophers maskine var også denne aften velsmurt. Kjeld måtte i et særdeles skarpt parti til slut strække våben og Christopher overtog førstepladsen.

Gert og John var i en spændende Kongeindisk, men stillingen var lige lovlig fastlåst til at man kunne komme videre. Deling af point her. Hans og Lars gjorde kort proces mod henholdsvis Leif og Philip, mens der var brødre opgør mellem Jesper og Søren. Der blev kæmpet bravt. Søren fik en bonde i åbningen, som han holdt godt fast i. Senere i partiet gav Søren en kvalitet for at få en garderet fribonde på e6. Det så godt ud sammen med en stærk løber. Der var vist også en gevinst, da Sørens konge trængte ind i stillingen, men atter engang spillede Søren ikke optimalt i tidnøden, hvor brormand snød ham for en løber. Med kun 20 sekunder tilbage på uret tog Jesper imod remis. Svend spillede ligeledes remis. Det var mod Johnny Honnens.

De useedede spillere har herefter næsten udspillet deres chancer i turneringen.

Stillingen inden de sidste to runder:

1. Christopher Pickens Nørregaard 4 point

2-4. Gert Jørgensen, Kjeld Lindhard og John Heidelbach 3½ point.

5-9. Søren Dyberg, Svend Dyberg, Jesper Dyberg, Villy Lindskov og Johnny Honnens 3 points.


Christopher møder Jesper, som dog allerede har meldt afbud til de sidste to runder. Gert møder Johnny Honnens, mens John får fornøjelsen af Kjeld.

Ret beset står kampen mellem Christopher, Gert, John og Kjeld med Christopher i førersæddet med et gratis point i runde 6.

NB: Ved ligestilling deles præmier mens by mesterskabet afgøres ved korrektion ved eventuel ligestilling.


De to sidste runder mandag d. 23. september hvorefter første runde i klubturneringen starter.