Hjem
Nyhed 266: 3-delt klubmesterskab

6/5-2019: Klubmesterskabet delt mellem tre spillere...


Af Søren Dyberg Larsen

 

Det blev Per-Henrik Nielsen, Christopher Pickens Nørregaard og Søren Dyberg Larsen, der på deling blev årets klubmester 2019.

Det blev en kendsgerning, da Per tog remis mod Henning og dermed opnåede 9 point - det samme som Søren havde opnået, da han havde spillet sit parti mod Flemming Andersen forud.

Nu kunne Per og Søren blot vente på, at Christopher spillede sit sidste parti mod Villy Lindskov. Med en gevinst ville han gøre Per og Søren følgeskab med 9 point. Det lykkedes for Christopher, der dermed gjorde Per og Søren følgeskab på 9 point, og dermed var en tre-delt førsteplads en realitet. Det var vist første gang i historien, klubben fik tre klubmestre. Korrektionen var som bekendt afskaffet i denne turnus, da turnus 1 var afsluttet indberettet og ratet. Det var vist også historisk, at ingen af de tre klubmestre tabte et parti i de 14 runder - 42 partier til sammen.

Faktisk tabte Christopher ikke et parti i hele sæsonen - hverken i Byturnering, Holdturnering eller Klubturnering. Ganske imponerende. Rygtet vil vide, at han spiller i en slags "lykke sokker", som han har fået i gave (hjemmestrik). Hver gang han spiller skak, så spiller han i de sokker.

I gruppe to vandt Lars Jørgensen som ventet gruppen med 11½ point af 14 mulige foran Kjeld Lindhardt med 11 point. Her tog Nedzad Doric sig af den samlede tredje plads med 10 point.