Hjem
Nyhed 225: Holbæk II - Slagelse I: 4½-3½

21/3-2018: Holbæk II - Slagelse I : 4½-3½ i mesterrækkens sidste runde - fem afbud !

af Søren Dyberg Larsen

Hele fem afbud var der indløbet til sidste rundes opgør mod Holbæk II i mesterrækken. Per-Henrik, Flemming, Lars, Henning og Kjeld havde alle meldt fra i dagene op til sidste runde. Kun jeg selv, Villy og John var tilbage. Det var lidt op ad bakke at samle 5 reserver. Jesper var bortrejst på dagen, vidste jeg, så jeg måtte satse hårdt på de øvrige spillere fra andetholdet. Da Ebbe for nylig havde meldt sig ud af klubben, måtte jeg også se bort fra ham. Heldigvis fik jeg positive svar fra Arly, Kurt, Morten og Svend Dyberg. Nu manglede jeg blot en sidste mand, så vi ikke løb ind i en kedelig situation med at stille op med kun 7 mand. Efter lidt opkald her og der indvilgede Suran i at stille op.

Det var således med lidt bange anelser, vi drog afsted til Dianalund. Heldigvis kunne vi hverken rykke ud (eller op) uanset resultatet. Vores modstandere fra Holbæk II havde som os, ikke noget at spille for. Og heldigvis var ingen andre hold afhængige af, at vi helst skulle levere. Men helt optimalt var det ikke med fem afbud i sidste runde. Kun på de tre øverste brætter var vi ratingfavoritter ( alle med 0,60-0,40), så vi måtte forvente en hård omgang.

Holbæk II var dog overraskende fredeligt indstillede. Vi startede med tre gange remis på bræt 1-3. Siden fulgte Svend på bræt 7. Det var ganske glimrende og lige efter planen. 2-2. Kun Suran var kommet i uvejr. (Rating forskel 449 i Holbæk mandens favør). Arly havde også lidt at se til, da han havde måtte opgive rokaden. Hans sorte konge stod på d8 med en hvid springer solidt plantet på d6. Det så lidt farligt ud. Kurt stod måske lidt mere aktivt mens Mortens parti var helt lige.

Da de fire første partier var overstået, valgte vi at køre hvorefter Kurt blev udnævnt til holdleder. Kort efter vi havde forladt Dianalund, måtte Suran strække våben. Han var kommet skidt ud af åbningen og mistede en kvalitet. Da han senere tabte en officer, var han et helt tårn nede. 3-2 til Holbæk. Det lykkedes derefter både Arly, Kurt og Morten at redde en halv hver, således at vi kom fra Dianalund med kun ganske få ridser i lakken. 4½-3½ til Holbæk II var nådigt sluppet.

Enkelt resultater:

 

Bræt

Holbæk II

Bræt

Slagelse I

Resultat

1

Ove Frank Hansen

1

Søren Dyberg Larsen

½-½

2

Daniel Bendixen

2

Villy Lindskov

½-½

3

Erling Bruun

3

John Heidelbach

½-½

4

Villy Damsbo

4

Arly Berg

½-½

5

Ole Foss Hansen

5

Kurt Laursen

½-½

6

Jørgen Nielsen

6

Morten Jørgensen

½-½

7

Slobodan Radovic

7

Svend Dyberg Larsen

½-½

8

Fritz Stoltze Mikkelsen

8

Suran Khani

1-0

Ialt

4½-3½



To spillere sluttede med 4 point i de syv runder: Søren Dyberg Larsen og Henning Pedersen. Da Henning kun har spillet 6 kampe, mens jeg har spillet alle 7 (igen i år...) går topscorer prisen til Henning.

Sidste runde bød ikke på de store overraskelser. Køge II var inden sidste runde rykket op i 2. division (tillykke med det), men de satte alligevel en tyk streg under deres dominans ved at vinde 7½-½ over nærmeste forfølger: Faxe 1.

Dermed overtog Maribo I andenpladsen, da de vandt deres match med 5½-2½ over Nykøbing Sjælland I. Nykøbing Sjælland I må dermed retur til A-rækken. Da Dianalund tabte til Holbæk III med samme cifre som os - 3½-4½ - holder vi Dianalund bag os og slutter som nummer fire i gruppen med ialt 27½ bræt point og 6 match point. Næsten 50% score er godkendt vores mange afbud i løbet af sæsonen taget i betragtning.

Da der ikke rykker nogen hold ud af 2. division fra vores hovedkreds, skal der to hold op i mesterrækken fra A-rækken. De to nye hold er Vordingborg I og Køge III.

Næste års mesterrække kommer således til at se ud som følger:

Maribo I
Faxe I
Slagelse I
Dianalund I
Holbæk II
Holbæk III
Vordingborg I
Køge III.

God gået af både Holbæk og Køge i vores hovedkreds.