Nyhed 218: Slagelse I - Nykøbing Sjælland I: 6-2 |
15/1-2018: Slagelse I - Nykøbing Sjælland I: 6-2 i Mesterrækkens 4. runde
af Søren Dyberg Larsen Søndag d. 14. Januar 2018 stod den på fjerde runde i mesterrækken på hjemmebane. Vi tog imod oprykkerne fra Nykøbing Sjælland. Vi er for længst holdt op med at tage noget for givet, når det drejer sig om oprykker hold. Holbæk har flere gange været en ubehagelig oplevelse. Om det så har været andet- eller tredje hold, så har det givet ridser, når man undervurderer sine modstandere. Så dagens modstander fra Nykøbing Sjælland blev taget alvorlig. Men vi ville også gerne have en sejr, så vi kunne komme lidt frem i tabellen. Vi havde afbud fra Flemming, som har trukket sig fra al skak resten af sæsonen. Vi håber, han kommer tilbage igen i næste sæson. Med i stedet var Kurt Laursen. Også Nykøbing havde afbud. To af slagsen. Til gengæld havde man Michael Lynge (2075) med igen på bræt 1. Målt på rating skulle vi vinde den match med 5-3. Første mand på tavlen var Kurt Laursen. Han fangede simpelthen modstanderens dronning. Den fik modstanderen kun to officerer for og det holdt ikke længe. 1-0. I Per Henriks parti var det helt lige på bræt 2. Villy havde givet sin modstander to dobbeltbønder og havde et vist initiativ. Om det var nok til at vinde var tvivlsomt. John havde i dagens anledning fået bræt fire og endelig med de hvide brikker. Han byggede stille og roligt op og med rokade til hver side så det mest lovende ud for John. Henning havde initiativet men ikke noget afgørende. Lars var havnet i en dronning indisk og havde med hvid fået den berømte dobbeltbonde i c-linien. Helt lige. Kjeld Lindhard var oppe mod veteranen Henning Rasmussen, men det eneste Kjeld umiddelbart havde var bedre tid. Selv var jeg havnet i en trykket stilling, hvor jeg havde problemer med dels at få brikkerne ud og dels at få etableret modspil. Jeg var stille og roligt ved at blive udspillet. Per-Henrik tog en remis i en helt lige stilling. Dronning, to tårne og to løbere til hver gav ikke meget rusk. 1½-½. Lars fulgte efter ligeledes med en halv. 2-1. John var ved at få fat. Det så lovende ud med hans angreb på den sorte kongestilling. Det burde kaste et helt point af sig. Villy havde også fået godt fat. En officer for en bonde havde han vundet. Det var også et helt point, så vidt jeg kunne bedømme. Kjeld var havnet i et vanskeligt springerslutspil, hvor han var bonde nede. Det er altid svært at regne på og spille korrekt til gevinst, men det lignede noget Henning Rasmussen kunne vinde. Vores Henning havde snuppet en bonde og stod klart bedst. Jeg selv forsøgte mig med et officers offer for at lave lidt rusk i stillingen. Michael Lynge har vist ikke spillet så meget skak på det seneste, så måske han var lidt rusten?! Det lykkedes at få kompliceret så meget at Lynge overså en krydsbinding og pludselig var jeg en bonde oppe og havde befriet stillingen. Michael fandt dog et par præcise træk og vi tog en halv, da stillingen ebbede helt ud. Et halvt point jeg var meget glad for. 2½-1½. John vandt. Hans angreb kørte lige igennem. 3½-1½. Villy vandt. 4½-1½. Kjeld forsvarede sig tappert og pludselig var der en halv på trods af at, han var to bønder nede. Springeren tog den ene bonde, mens kongen holdt den anden. En fin remis at få her. 5-2. Tilbage sad Henning og fik en bedre og bedre stilling. Først en bonde. Dernæst en mere og til sidst en binding af et tårn med løberen. Så ville modstanderen ikke mere. Slutresultat: 6-2. Vi fik nok ½ måske 1 point for meget, men heldet og marginalerne var med os denne gang. Enkelt resultater:
Rundens resultater betød, at Køge II for alvor stak af i rækken. Lutter sejre og fem point ned til nummer to i rækken: Faxe I. Vi kom op som nummer tre med 17 point mod Køges 23½. Med de holdopstillinger Køge for tiden kan præstere, så er det vist kun et spørgsmål om tid, før forspringet er så stort, at de er oppe i divisionen inden sidste runde. Denne gang havde de Jakob Kaaber-Hansen (2173), Hans Dahl (2135) og Kasper Henriksen (2113) på de tre øverste brætter. Det er et hold, der uden problemer kan klare sig i divisionen. Vi møder Køge næste gang på udebane. Det bliver en hård omgang. Så følger Dianalund hjemme og Holbæk II i sidste runde. I divisionen ligger Præstø næstsidst mens både Holbæk og Kalundborg klarer sig fint. Vi skal gerne have Præstø til at forblive i divisionen. Det får betydning for, hvor mange der skal rykke ud af Mesterrækken.
|