Hjem
Nyhed 76: Tre-delt turneringssejr i Slagelse Åben 2011

13/12-2011: Tre-delt turneringssejr i Slagelse Åben 2011

Sidste runde i Slagelse Åben 2011 blev en rigtig kamp-runde. Samtlige partier i gruppe 1 sluttede med en vinder. Flere spillere havde chancen for at komme helt til tops - og de spillere, der lå udenfor topplaceringerne havde bestemt ikke tænkt sig at give op uden kamp. Der blev fightet forbilledligt. Først parti på tavlen var et herligt parti mellem Kjeld Lindhardt og Lars Jørgensen. De to har også haft tradition for at levere underholdende partier. Kjeld ofrede i en skarp stilling i siciliansk en officer på den sorte kongestilling på f7. Lars fik aldrig rigtig kongen i sikkerhed og med Kjelds lange rokade efterfulgt af to tårne i e-og d-linien var det kun et spørgsmål om tid før Lars måtte kapitulere omend Lars i vanlig stil forsvarede sig kreativt. Lars slutttede på 3½ points, mens Kjeld sluttede med 4 points.

Næste mand på tavlen var Søren Dyberg Larsen, der slog Morten Jørgensen i et spændende parti. Morten åbnede med det forventede d4, mens Søren mere var ude på at komme ud af diverse teori stier. Søren forsøgte med en lidt alternativ opstilling i dronningindisk. Morten fik godt spil og en merbonde, men de opståede komplikationer kostede tid på uret og hovedbrud. I det følgende fandt Morten ikke de helt præcise træk og Søren endte med officer for to bønder. Det var stadig holdbart for Morten, men yderligere et upræcist træk fra Mortens side kostede en bonde og dermed partiet. Søren fik som den første i gruppen 4½ points, mens Morten måtte slutte sin turnering af med et enkelt point.

Søren kunne nu kun vente på primært partiet mellem Per-Henrik Nielsen (3½ points) og Henning Pedersen (4 points). Sejr til Henning ville give ham udelt førsteplads mens Per med en sejr vill komme lige med Søren. Partiet skiftede hurtigt til fordel til Per, der havde sort. Et hårdt pres mod Hennings tilbagestående bonde på c3 og en sortfeltet hvid løber på b2, der var spærret inde bag egne bønder, gjorde til slut udslaget: Per kombinerede sig fikst igennem Hennings stilling til slutresultat : 0-1. Sejr til Per, som bragte ham på 4½ points, mens Henning blev på 4 points. Surt for Henning, som tabte de sidste to partier i turneringen.

Også Bjarne Møller havde muligheden via en sejr over Villy Lindskov i sidste runde at komme på 4½ points. Traditionen tro blev Bjarnes parti aftenens sidste parti. Villy havde vist noget fikst undervejs, hvor han havde presset Bjarne godt tilbage på brættet, men overså den afgørende mulighed. I stedet krøb Bjarne ud af sit skjul og slog kontra til sejr. Bjarne sluttede således også på 4½ points, mens Villy opnåede 2 points.

Tre-delt turneringssejr til Søren Dyberg Larsen, Per-Henrik Nielsen og  Bjarne Møller.

Gruppen to var næsten givet på forhånd, da top mødte bund. Kun partiet mellem Jan Christensen og Svend Dyberg Larsen sluttede uden vinder. Til gengæld var der ikke så meget at rafle om i de øvrige opgør, som sluttede med rene favoritsejre: Jesper Dyberg Larsen slog Leif Lücking; Kurt Laursen slog Michael Petersen, mens Ebbe Schjønning vandt over Knud Christensen. 

Jesper vandt derved gruppe to med 5½ points, mens Ebbe og Kurt fulgte lige efter hver med 5 points. 

Tabeller:
http://slagelseskakklub.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=152&Itemid=68