Hjem
Nyhed 37: Slagelse I - Næstved II 4½-3½

22/11-2010: Slagelse I - Næstved II:  4½-3½ i mesterrækkens anden runde.

Slagelse tog i anden runde af mesterrækken imod Næstveds andethold i Slagelse Hallen. Næstved var ramt af afbud på de øverste brætter, da man måtte afgive spillere til divisionsholdet. Slagelse var derimod i stærkeste opstilling med Per Henrik Nielsen og Flemming Andersen tilbage på holdet.
Første mand på tavlen var Kjeld Lindhardt med en halv. Det kunne Kjeld vist være mest tilfreds med, da det længe så ud som om, Jens Engelstoft skulle stryge et helt point. Umiddelbart eftetr gik det dog galt for Flemming Andersen på bræt 7, da han tabte i en stilling der så lovende ud. Lidt surt for Flemming og holdet. 1½-½ til Næstved. Kim Hede fik dog snart udlignet, da han i en Smith Mora gambit fik dels godt spil og dels den ofrede bonde tilbage ret hurtigt. Snart vandt Kim yderligere to bønder og så var løbet kørt. 1½-1½. Per Henrik Nielsen fik på bræt fem i et spændende parti ram på Næstveds Bo Munksgaard. Bo havde fikst vundet en bonde i åbningen, men Per havde noget spil og initiativ for bonden. Sluttelig blev Bo´s svage ottende række og manglende rokade afgørende. 2½-1½.

På bræt 1 var Bjarne Møller oppe mod Anders Arnkilde; Arnkilde havde det friere spil, men der var ikke rigtig noget afgørende. Det endte med dronning og springer til Arnkilde mod Bjarnes to tårne og springer. Bjarne havde dog svært ved at koordinere brikkerne og da han bukkede springeren væk, var det slut. 2½-2½. På bræt 2 spillede Søren Dyberg Larsen mod Peter Pedersen i et parti, der vekslede frem og tilbage. Peter kom til at stå bedst i midtspillet, men havde problemer med at finde gevinstføringen og i tidnøden lavede han en fejl to træk før træk 40. Det kostede ret hurtigt partiet. 3½-2½ til Slagelse.

Henning havde godt fat i Steinar Frederiksen på bræt 3. En merofficer lignede en sikker gevinst til Slagelse og Henning svigtede da heller ikke. 4½-2½ til Slagelse og de to vigtige matchpoints i skuffen. I det sidste parti sprællede Villy Lindskov forgæves mod John Hansen. Villy havde stået næstbedst det meste af partiet og slutspillet med dårlig løber mod god springer, kunne han ikke holde. Slutresultat: 4½-3½ til Slagelse. Enkeltresultater:

 

Bræt Slagelse I Bræt Slagelse I Resultat
1 Bjarne Møller 1 Anders Arnkilde 0-1
2 Søren Dyberg Larsen 2 Peter Pedersen 1-0
3 Henning Pedersen 3 Steinar Frederiksen 1-0
4 Per-Henrik Nielsen 4 Bo Munksgaard 1-0
5 Villy Lindskov 5 John Hansen 0-1
6 Kjeld Lindhardt 6 Jens Engelstoft ½-½
7 Flemming Andersen 7 Aage Hansen 0-1
8 Kim Hede 8 Mads Kjær Hansen 1-0
Ialt 4½-3½